Juhls sølvsmedje:
Blandt de få seværdigheder I Kautokeino er der sølvsmedjerne. Juhls sølvsmedje blev startet for 40 år siden, og ejes fortsat af et dansk-tysk ægtepar, som efter sigende havde planer om bare at blive et par år…Under påskefestivalen er det tradition at familien Juhl arrangerer klassisk koncert i smedjen.

Smedjen er arbejdende værksted, udstilling og udsalg på samme tid, og bygningen i sig selv er en arkitektonisk oplevelse. Den er udbygget i mange omgange, og fremstår på mange måder, i materialevalg og detaljering, som et skrækeksempel.

Alligevel har bygningen udefra en sammensætning af former som taler til hinanden, og at bevæge sig rundt inde i bygningen er en fantastisk kombination af forskelligartede rumoplevelser. Udover Juhls egne smykker, som henter inspiration i det samiske og mytiske nordnorske, sælges der alverdens forskellig kunsthåndværk. Dette bidrager til rumoplevelsen som, med den rette iscenesættelse af lyse og mørkere rum, mest af alt minder om en vandring igennem Aladdins hule.

Mætte af indtryk valgte vi at forlade den ellers gode koncert i pausen og begive os de 130 km hjemad. Kig forbi Juhls hvis I skulle være i nærheden. Det er absolut besøget værd, og når I nu er i Kautokeino er der jo ikke langt til Alta:)

20.04.03